18. Indavl – hvor går grænsen, og hvordan måles den?

Indavl er et ord, som vækker stærke reaktioner – og med god grund. For høj grad af indavl øger risikoen for arvelige sygdomme, svækket immunforsvar, lavere fertilitet og nedsat levetid. Men samtidig er en vis grad af linjeavl historisk blevet brugt til at forstærke ønskede egenskaber.

Så hvor går grænsen? Hvornår bliver det sundhedsskadeligt? Og hvordan måler man indavl korrekt?

Hvad er indavl?

Indavl sker, når to beslægtede hunde parres – og det samme genetiske materiale føres sammen fra begge sider af stamtavlen. Det øger chancen for, at skjulte sygdomsgener arves i dobbelt dosis.

Eksempler på indavl:

• Fætter × kusine
• Halvsøskende
• Far × datter (meget høj indavlsgrad – stærkt frarådes)
• Uidentificeret, men systematisk brug af de samme linjer

Hvordan måles indavl?

Indavlsgraden måles i procent og kaldes COI (Coefficient of Inbreeding). Den viser, hvor genetisk ensartet hunden er.

• COI på 0 % = Ingen kendt fælles forfader
• COI på 6,25 % ≈ fætter-kusine parring
• COI på 12,5 % ≈ halvsøskende
• COI over 25 % = ekstrem indavl

Beregningsmetoder:

1. Stamtavlebaseret COI (ofte 5 eller 10 generationer)
   – Bruges af kennelklubber, men viser kun kendt slægtskab
2. DNA-baseret COI
   – Meget mere præcis, viser reelt genetisk overlap

Moderne avl bør altid inkludere DNA-baseret COI, da mange hunde i dag har skjulte dobbelte linjer, som ikke ses på papiret.

Hvor går grænsen?

Der er ikke én fast regel – men:

• Under 6,25 % regnes som lav indavl
• Mellem 6–12 % betragtes som acceptabelt ved velovervejet linjearbejde
• Over 12,5 % bør undgås i gentagen praksis
• Over 20 % anses generelt for skadeligt – især i små racer

Men ikke kun COI-tal tæller – du skal også se på variation i genetikken og tidligere kuldresultater.

Konsekvenser af høj indavl

For høj indavl kan føre til:

• Øget forekomst af arvelige sygdomme
• Svagere immunforsvar
• Mindre kuldstørrelse og lavere fertilitet
• Kortere levetid
• Ensartethed – ikke bare i udseende, men også i svagheder

Derudover begrænser det racens genetiske fremtid, hvis alle opdrættere bruger de samme få avlshunde.

Hvad kan du gøre?

• Brug DNA-profiler til at måle reel COI
• Sammenlign linjer og vælg med omtanke
• Undgå at gentage de samme kombinationer
• Bidrag til at udvide genpuljen – f.eks. ved at bruge ikke-relaterede importer
• Brug oplyste linjeparringer, men bryd mønstre før det går galt

Ansvarlig opdræt handler ikke kun om “flotte” linjer – det handler om langsigtet sundhed.