I lang tid har der været en tydelig tendens på markedet: tævehvalpe har været de mest eftertragtede. Mange har opfattet tæver som det “sikre valg”, både som familiehund og som potentiel avlstæve. Hanhunde er derimod ofte blevet valgt fra – enten på grund af stereotype forestillinger om adfærd eller fordi de ikke blev set som lige så “lønnsomme”.
Men nu ser vi de første tegn på, at trenden er ved at ændre sig: hanhunde begynder at blive mere populære end tæver.
Hvad kan årsagen være?
Der findes ingen klare svar, men flere forhold kan have indflydelse.
En mulig forklaring kan være den nye avlslov, som stiller skrappe krav til hvor mange kuld en tæve må have inden for en given periode. Ifølge loven kan en tæve kun få et begrænset antal kuld over 24 måneder. Dette sætter naturlige rammer for, hvor meget en opdrætter kan tjene på en tæve – selv når hvalpene sælges til en god pris.
Et simpelt regnestykke illustrerer det:
- En tæve får 2 kuld på 24 måneder.
- Lad os antage 2 hvalpe pr. kuld.
- Med en gennemsnitspris på 15.000 kr. pr. hvalp giver det en bruttoindtægt på ca. 60.000 kr.
En seriøs opdrætter vil naturligvis betale både moms og skat, og salget er som regel synligt i regnskaberne.
Hanhundens nye rolle
Kigger vi derimod på hanhundene, ser billedet anderledes ud. I takt med at efterspørgslen stiger, ser vi flere annoncer, hvor hanhunde udbydes til parring – nogle gange til helt op mod 7.000 kr. pr. parring.
Hvis en hanhund blot parrer 10 gange på et år til en gennemsnitspris på 4.000 kr., giver det en indtægt på 40.000 kr. Altså omkring 80.000 kr. i en 24 måneders periode – uden de samme lovmæssige begrænsninger som tæverne.
En økonomisk ubalance?
Her opstår spørgsmålet: er det denne ubalance, der gør hanhunde mere attraktive?
En hanhunds “indtjening” er sværere at kontrollere for SKAT, da parringer ofte foregår mere privat og sjældent fremgår i samme grad af regnskaberne som hvalpesalg. Dermed er der en reel risiko for, at nogle indtægter ikke bliver moms- og skatteindberettet.
Hvad betyder det for fremtiden?
Hvis tendensen fortsætter, kan vi stå over for et marked, hvor hanhunde bliver den mest efterspurgte hvalp. Det kan ændre dynamikken i både avl, priser og efterspørgsel. Om dette udelukkende er drevet af lovgivning, økonomi eller en kombination – ja, det må tiden vise.